Min fars hoved af Jelena Botjorisjvili

Titel: Min fars hoved 

Forfatter: Jelena Botjorisjvili

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 73

Forlag: Forlaget Vandkunsten

Bagsidetekst: Min fars hoved er ét langt brev skrevet af en far til en søn, som vil rejse til Georgien for at besøge bedstefarens grav. Brevet fortæller om livet i kommunismens Sovjetunionen og i det kontrastfyldte ægteskab mellem bedsteforældrene, den bugtalende 
cirkusprinsesse og partiets taleskriver.
I det lille mesterværk Min fars hoved lykkes det forfatteren at skrive politisk satire og 

samtidig være solidarisk med sine karakterer.

Min fars hoved er på trods af sit korte format en bog der blev hængende i min bevidsthed. Den er skrevet som ét langt brev, fra far til søn. Brevformatet fangede min interesse, og det falder samtidigt fint i tråd med at jeg har besluttet mig for at læse flere korte bøger.
Jeg læser normalt primært bøger på 300+ sider, da jeg godt kan lide at kunne leve mig langt ind i historierne, og har tendens til slemme bogtømmermænd. 

I forhold til brevformen må jeg sige, at jeg ret hurtigt glemte at det var et brev jeg læste - hvilket får mig til at føle mig en smule splittet.
Grunden til at jeg glemmer at det er et brev er, at historien er så gribende.
Sproget er flydende og melodisk uden at være påtaget - men hvorfor så brevgimmicken ?
Fortællingen havde for mig stået lige så stærkt, hvis faderen bare satte sig foran sønnen og fortalte. Brevgimmicken er ikke som sådan forstyrrende, den tilføjer bare heller ikke meget. 

Denne roman er et kort værk på 73 sider. Det forhindrer den dog ikke i at emme af familiehistorie og diversitet i samfundsbeskrivelsen.
Den formår at gøre op med billedet af det grå, trøstesløse Sovjet, som det så tit beskrives i litteraturen og i folkemunde. Moderen er eksempelvis bugtaler og skuespiller (dog kun i en enkelt film, hvor hun til gengæld var let påklædt) 

Beskrivelserne af arbejdsvilkårene og den evige inflation, der går i pengene som møl, er så velbeskrevet, at jeg selv hidser mig en anelse op og ligefrem føler uretfærdigheden i deres liv.
Det samme gælder da brevskriveren forklarer hvordan hans egen far måtte kæmpe for at finde folk til at genbygge sit bjælkehus på toppen af et af de høje bjerge.
Husets nummererede bjælker kommer til at virke som et rent mikadospil, når faderen forklarer om sin egen fars evige kamp for at finde håndværkere, der ville blive der længe nok til at bygge huset færdigt, uden at drikke sig fra sans og samling i mellemtiden. 

Bogen er spækket med gode iagttagelser og små men betydningsfulde detaljer.
Det er helt tydeligt  at forfatteren  har gået meget op i autenticiteten i historien. Hun evner at skrive en Sovjetfortælling uden at falde i de stereotypiske beskrivelser af evig regn og grå beton.
Den overrasker på mange måder eksempelvis med sin varme satiriske humor.
Forfatteren formår at skrive sig ind i et rum hvor jeg føler mig indraget, som da jeg som lille sad på skødet af min farfar og han fortalte historie fra sin barndom og ungdom. 
Bogen holder sig fra at dømme i sine beskrivelser, hvilket får dem til at træde endnu tydeligere frem. 

Der kommer så meget mor-datter-relations-litteratur i disse år og den her bog er et glimrende startskud til far-søn pendanten.
Man fornemmer kærligheden mellem karaktererne, selv i de små anekdoter om nøddeknækning og kampvognes skrøbelighed.

God Læselyst. 

Sif Friis Scherrebeck 

Instagram: enbibliofilsbekendelserny 
Facebook: enbibliofilsbekendelser