Donatella Di Pietrantonio: Pigen de sendte tilbage
Titel: Pigen de sendte tilbage
Forfatter: Donatella Di Pietrantonio
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 224
Forlag: C & K (Politikens forlag)
Bagsidetekst: ”Jeg var tretten, og jeg kendte ikke længere min anden mor.”
Sådan begynder fortællingen om en ung pige, der bliver afleveret med en kuffert og en pose fuld af sko hos en familie, hun slet ikke kender. Den eneste forklaring, hun får af de to, hun hidtil har kaldt far og mor, er, at hendes rigtige forældre gerne vil have hende tilbage. Men ingen synes at vente hende i den fremmede familie, her har man nok i sine egne bekymringer.
Fattigdommen er stor, øretæverne hænger løst, at kunne spise sig mæt og gå regelmæssigt i skole er ikke noget, familiens børn kender til. Hun må dele seng med en
Nogen gange passer en bog fuldstændig ind i ens sindsstemning, og kommer til at virke som en naturlig forlængelse af ens eget tankesæt.
Sådan havde jeg det med Pigen de sendte tilbage. Den havde ligget på bordet i mit læsehjørne i et stykke tid, og jeg kan mærke at jeg samlede den op på det helt rigtige tidspunkt.
Jeg elsker når jeg som i dette tilfælde starter på en bog, og så simpelthen ikke er i stand til at lægge den fra mig før jeg er færdig. Det indikerer kvalitets litteratur for mig; når man holder sig, selvom man virkelig skal tisse, fordi man liiiige skal have det sidste kapitel med.
Sådan havde jeg det med Pigen de sendte tilbage. Den havde ligget på bordet i mit læsehjørne i et stykke tid, og jeg kan mærke at jeg samlede den op på det helt rigtige tidspunkt.
Jeg elsker når jeg som i dette tilfælde starter på en bog, og så simpelthen ikke er i stand til at lægge den fra mig før jeg er færdig. Det indikerer kvalitets litteratur for mig; når man holder sig, selvom man virkelig skal tisse, fordi man liiiige skal have det sidste kapitel med.
Ordene i denne bog flyder som tyk ravfarvet karamel.
Flowet er sikkert uden at blive kedeligt og beskrivelserne er gennemførte.
Jeg bliver hvirvlet med af sproget og jeg nåede helt at glemme at det var en oversættelse undervejs - hvilket vel er en god oversættelses fineste opgave.
Kapitlerne veksler i længde, men er generelt i den korte ende, hvilket fungere godt i denne historie. De forskellige længder på kapitlerne giver dynamik og en følelse af at hvert kapitel fortæller præcis det der er meningen, uden ligegyldigt fyld; som man nogen gange ser med bøger hvor kapitlerne er sat op efter at have det samme antal sider hele vejen igennem.
Bogens nok største tematik er familie og tilhørsforhold.
Her gør hovedpersonen sig mange overvejelser, både om blodsbånd og om relationer generelt. Hun kæmper med at finde ud af hvor hun hører til og hvem hun i virkeligheden er. Det er tunge emner for så ung en pige, men det virker troværdigt.
De indre refleksioner og frustrationer er ikke destomindre interessante at følge, særligt når de skummer over inden i hende og resulterer i konfrontationer med omverdenen.
"Jeg var moderløs med to levende mødre. En havde givet mig væk, mens jeg stadig havde smagen af hendes mælk på tungen, en anden havde leveret mig tilbage, da jeg var tretten."
Adriana bliver i det hele taget hurtigt til en vigtig del af fortællingen, og får en interessant dobbeltrolle som beskytter og er samtidig den der skal beskyttes.
Vores hovedperson må bide tænderne sammen og affinde sig med det nye liv i sin biologiske familie.
Kårene er trangere, og det er ikke sådan lige til at glide ind i en i forvejen dannet søskende flok. Hendes personudvikling gennem bogen er på en og samme tid beundringsværdig og hjerteskærende.
Tænk at et menneske kan rumme så meget smerte og alligevel udvise så ren en kærlighed og omsorg.
Stemningen i bogen er dirrende, anspændt men også smuk.
Der er en udpræget italiensk grundstemning i bogen.
Jeg genkender den fra de gange jeg selv har været i landet.
Maden er eksempelvis et vigtigt element både fra hendes gamle liv, men også i hendes nye liv hvor pengene er små.
Her er det rart at se at de italienske navne på retterne er bevaret i original sproget.
Det giver både autenticitet og stemning.
Det er generelt en bog med meget fokus på sanser, særligt lugt og smag, og Donatella Di Pietrantonio er eminent til at beskrive sanseindtryk så man næsten er der selv, eller ihvertfald kan se scenerne for sig.
Det gælder både ubehagelige ting som stanken af gammel urin og positive ting, så som lækre smage.
En af de stærkeste madoplevelses beskrivelser er nok denne her:
For mig var det meget givende at læse om søskende relationer, udpenslet på den måde.
Jeg er selv enebarn og kender derfor intet til at have søskende eller hvordan dynamikken i en søskende flok fungerer - selvom lige denne søskendeflok nok ikke repræsenterer standarden.
Bogens udseende er enkelt og passer rigtigt godt til indholdet. Ikke for prangene så den overskygger indholdet og ikke for kedelig.
Pigen på forsidens blik gennemborer én og suger alt opmærksomheden, så jeg først bagefter lægger mærke til resten af layoutet.
Gør dig selv den tjeneste og læs denne bog - Du vil ikke fortryde det!
God Læselyst.
Sif Friis Scherrebeck
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser
Flowet er sikkert uden at blive kedeligt og beskrivelserne er gennemførte.
Jeg bliver hvirvlet med af sproget og jeg nåede helt at glemme at det var en oversættelse undervejs - hvilket vel er en god oversættelses fineste opgave.
Kapitlerne veksler i længde, men er generelt i den korte ende, hvilket fungere godt i denne historie. De forskellige længder på kapitlerne giver dynamik og en følelse af at hvert kapitel fortæller præcis det der er meningen, uden ligegyldigt fyld; som man nogen gange ser med bøger hvor kapitlerne er sat op efter at have det samme antal sider hele vejen igennem.
Bogens nok største tematik er familie og tilhørsforhold.
Her gør hovedpersonen sig mange overvejelser, både om blodsbånd og om relationer generelt. Hun kæmper med at finde ud af hvor hun hører til og hvem hun i virkeligheden er. Det er tunge emner for så ung en pige, men det virker troværdigt.
De indre refleksioner og frustrationer er ikke destomindre interessante at følge, særligt når de skummer over inden i hende og resulterer i konfrontationer med omverdenen.
"Jeg var moderløs med to levende mødre. En havde givet mig væk, mens jeg stadig havde smagen af hendes mælk på tungen, en anden havde leveret mig tilbage, da jeg var tretten."
Jeg nærer enorm stor empati for hovedpersonen og hendes kamp for at blive accepteret i sin nye hverdag.
Den grundliggende splittelse mellem savnet af hendes gamle liv, skole og veninder og ansvaret over for den nye og skrøbelige søster Adriana er et spændende dilemma.Adriana bliver i det hele taget hurtigt til en vigtig del af fortællingen, og får en interessant dobbeltrolle som beskytter og er samtidig den der skal beskyttes.
Vores hovedperson må bide tænderne sammen og affinde sig med det nye liv i sin biologiske familie.
Kårene er trangere, og det er ikke sådan lige til at glide ind i en i forvejen dannet søskende flok. Hendes personudvikling gennem bogen er på en og samme tid beundringsværdig og hjerteskærende.
Tænk at et menneske kan rumme så meget smerte og alligevel udvise så ren en kærlighed og omsorg.
Stemningen i bogen er dirrende, anspændt men også smuk.
Der er en udpræget italiensk grundstemning i bogen.
Jeg genkender den fra de gange jeg selv har været i landet.
Maden er eksempelvis et vigtigt element både fra hendes gamle liv, men også i hendes nye liv hvor pengene er små.
Her er det rart at se at de italienske navne på retterne er bevaret i original sproget.
Det giver både autenticitet og stemning.
"Da vi var færdige med at spise aftensmad og rydde op, gik Adriana og jeg vores vej med en forklaring, som ingen var interesserede i. Adriana havde smuglet et par gafler med. Hun sad på en omvendt kasse og smagte sit livs første portion melanzane alla parmigiana. Hun spiste rub og stub, for hun havde regnet ud, at jeg nok ville give afkald på min portion. Og jeg tolkede den bøvs, hun udstødte, da hun var færdig, som tilgivelse for mine to dages fravær."
Ud over at det er et godt sprogligt krydderi til bogen at beholde de italienske navne på retterne, fylder mad som sagt en del.Det er generelt en bog med meget fokus på sanser, særligt lugt og smag, og Donatella Di Pietrantonio er eminent til at beskrive sanseindtryk så man næsten er der selv, eller ihvertfald kan se scenerne for sig.
Det gælder både ubehagelige ting som stanken af gammel urin og positive ting, så som lækre smage.
En af de stærkeste madoplevelses beskrivelser er nok denne her:
"Han blinkede og skar ansigt på grund af den syrlige smag, men så slog sødmen igennem, og han ville have mere."
Beskrivelsen omhandler første gang hendes mindste lille bror smager en appelsin.For mig var det meget givende at læse om søskende relationer, udpenslet på den måde.
Jeg er selv enebarn og kender derfor intet til at have søskende eller hvordan dynamikken i en søskende flok fungerer - selvom lige denne søskendeflok nok ikke repræsenterer standarden.
Bogens udseende er enkelt og passer rigtigt godt til indholdet. Ikke for prangene så den overskygger indholdet og ikke for kedelig.
Pigen på forsidens blik gennemborer én og suger alt opmærksomheden, så jeg først bagefter lægger mærke til resten af layoutet.
Gør dig selv den tjeneste og læs denne bog - Du vil ikke fortryde det!
God Læselyst.
Sif Friis Scherrebeck
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser
Kommentarer
Send en kommentar