En weekend i Niklas Franks tegn! Litteratur-arrangement anmeldelse.

 



Når et arrangement bare ikke er nok.

Weekenden D. 22 - 23. Juni 2018 brugte jeg på to knivskarpe debatter med den tyske forfatter Niklas Frank. På trods af at emnet i store træk var det samme, var det to meget forskellige foredrag. Derfor anmelder jeg dem også separat, men i samme blogindlæg. 
Billedet ovenover er taget til arrangementet på Godsbanen.
Til venstre i billedet ses undertegnede holdende den danske oversættelse af Niklas Franks bog:
Faderen - et opgør  (Der kommer i øvrigt en anmeldelse af denne senere her på bog-bloggen)
Til højre ses Niklas Frank som heldigvis gerne stillede op til et foto.
Han er bestemt en inspirerende mand, med stærke holdninger og stor karisma.
Begge arrangementer blev afholdt af LiteratureXchange i forbindelse med deres festival. 


 LiteratureXchange

Dette var det første, af de to debatter jeg overværede, og det slog mig hurtigt hvor jordbunden en mand Niklas Frank er. Arrangementet startes med en præsentation af de to mænds "fælles" ophav. Moritz Schramm var selv ordstyrer under denne debat.
Niklas Franks far Hans Frank var generalguvernør i Polen og en kendt topnazist, han var blandt andet ansvarlig for de jødiske ghettoer. I 1946 blev han dømt til døden ved domstolen i Nürnberg og senere hængt (under den samling af domme der senere blev kendt som Nürnbergprocessen)
Moritz Schramm er barnebarn af Adolf Hitlers rustnings-minister og arkitekt Albert Speer, der under samme række af retssager med nød og næppe undslap at blive henrettet. han blev i stedet efter lang votering idømt 20 års fængsel i Spandau-fængslet i Berlin. 

De befinder sig i hver sin grøft i forhold til relationen til deres familiære forhold. Hvor Niklas Frank er meget afklaret og konfrontatorisk, er Moritz Schramm mere i et limbo. blandt andet fordi han mener at det er for "let" bare at råbe op og afskære de personlige følelser til et familiemedlem, der har begået forfærdlige forbrydelser. 

Han uddyber det med at det for ham opretholder frygten for en gentagelse af nazismens rædselregime, at hvis en så blid og kærlig mand som hans bedstefar kunne deltage aktivt i folkemord, så kan alle jo. For han husker faktisk tilbage på bedstefaren med glade minder. Han havde varme øjne siger han, og snakker videre om svingture og måltider i bedsteforældrenes hjem. Det har de en lang samtale om, for Niklas mener  at man ikke på en gang kan være massemorder i det tredje rige og samtidig være et sympatisk menneske, og der må jeg sige at jeg er tilbøjelig til at være på Niklas Franks hold. 

Det er spændende at høre to så reflekterede mænd diskutere, hvordan man skal behandle disse krigsforbrydere. Særligt Niklas Frank er enormt skarp i mælet omkring hans relation til sin far. Han fokuserede meget på faderens konstante benægtelse af at han var på vej til at blive henrettet. Det har sat sig i Niklas Frank som et minde om dén svage karakter, han generelt mener at faren besad. Han bruger både i bogen og til foredraget denne sætning om det: Kunne han ikke bare have indrømmet at han var bange for at dø, eller givet mig et enkelt praktisk livs råd med på vejen som eksempelvis: smid aldrig papirclips ud. (sætningen er her gengivet frit fra min hukommelse og har ikke nødvendigvis lydt nøjagtigt sådan)
Foredraget var sat til 1 ½ time men gik noget over tid grundet de engagerede debattører og den store interesse fra publikum. Det endte faktisk med at Moritz måtte rejse sig og løbe meget undskyldende for at nå et tog. det synes jeg er et kvalitets tegn, at de deltagende selv bliver så opslugt af samtalen at de mister tidsfornemmelsen. i øvrigt var det et meget intimt oplæg, både fordi der blev delt meget personlige minder og historier men også på grund af den måde hvorpå publikum var placeret. Det var tydeligt at der var tænkt over hvilken stemning man ville sætte. Der var derfor heller ikke plads til så mange tilhører, hvilket var positivt. 





Det Tredje Rige i litteraturen - Tom Buk-Swienty og Niklas Frank 


Denne debat foregik på Dokk1 og havde journalist og radiovært Adam Holm som ordstyrer.
Der var fra starten en mere formel stemning til denne debat.
Det var tydeligt at Tom Buk-Swienty og Niklas frank ikke havde den samme fortrolighed og det samme forhåndkendskab til hinanden, som det var tilfældet til arrangementet dagen før. 

Der indledes med en kort beskrivelse af de to bøger, henholdsvis
Niklas Franks Faderen - et opgør og Tom Buk-Swientys Det ensomme hjerte. Allerede her bliver det tydeligt at der er stor forskel på de to forfatteres standpunkter. Tom Buk-Swientys bog er dokumentarisk og baseret på den unge tyske soldat Hans Horns deltagelse i 2.verdenskrig, bogen er skrevet over Hans Horns personlige tekster om krigen, og de valg han måtte tage. Tom Buk-Swienty fortæller indledende at Hans Horn var tvunget ind i krigen og ikke havde et valg. Efter den udtalelse rømmer Niklas Frank sig og siger at alle havde et valg. Der er Tom Buk-Sweinty dog uenig og forklarer om den store kontrol der var med befolkningen i det tredje rige. Den lukker Niklas Frank dog hurtigt ned da han spørger om Hans Horn var medlem af Hitlerjugend. Det må tom Buk-Swienty bekræfte at Hans Horn ganske rigtigt var.
Niklas Frank nikker tilfreds og lader svaret tale for sig selv. Det kendetegner generelt hans måde at kommunikere på, at han har ikke noget behov for at gnide unødigt salt i såret på dem han debatterer med.
Han lytter til modpartens standpunkt og venter pænt på at det bliver hans tur, hvorefter han udlægger sit synspunkt kort og præcist. Tonen er dog generelt mere bidsk i denne debat, på den gode måde. Det er dejligt at der ikke er så megen pakken ind, men bare fri tale direkte fra leveren.
Omtrent midt i oplægget holdes der en pause fra debatten, hvor der skal læses op fra de to værker. Niklas Franks bog læses op af en ung mand, hvis kendskab til bogen og dens særlige tyske udtryk ikke virker overvældende. Jeg kan faktisk være i tvivl om hvorvidt han har set den passage han læser op, før han begynder at læse.
Dette synes jeg er ærgerligt, særligt da jeg hørte oversætteren Camilla Engkjær Laursen læse op fra bogen til dens udgivelsesreception sidste år.
Dette tror jeg klart ville have gavnet oplæsningen til dette arrangement.
til gengæld blev oplæsningen af Det ensomme hjerte helt glemt i forvirringen, hvilket jeg ærgredes noget over, da oplæsningen på forhånd var annonceret.
Det er dog ret sigende for arrangementet da Tom Buk-Swienty generelt ikke fik mange ord indført. Her skal det dog rimeligt indvendes, at det også var fordi han fandt Niklas Frank meget interessant og derfor stillede ham mange spørgsmål.
Adam Holm spørger på et tidspunkt Niklas Frank om han ikke har nogle gode minder om sin far hvortil Niklas Frank fuldstændig uden tøven svarer: kun et; jeg stod engang ved siden af ham på et af badeværelserne på det slot vi fik tildelt i polen (Wawel hed det) han stod og barbede sig, jeg kan ikke huske hvad der foranledede det, men han vendte sig op og duttede en klat barberskum fast på min næse tip; han trykker sig selv på næsetippen i mens han fortæller det.
Det er det eneste positive jeg husker om min far afslutter han. 

Hen mod slutningen, lige inden de skifter over til spørgsmål fra publikum, afrunder Adam Holm med at fortælle at det jo er omtrent tredive år siden at Niklas Frank udgav sin bog, og spørger om der var noget han ville ændre, hvis den først var blevet udgivet i dag.
Niklas Frank svarer først nej, men tænker så et kort øjeblik og svarer "I wrote in my book that I hate my father more and more everyday. i would change that word, hate, to despise. because i dont hate my father i despise him. Hate demands that you love the person somewhere deep down. and i have never loved my father." 



Alt i alt var de to debatter gode på hver deres måde, og jeg vil bestemt anbefale at man tager ind og høre Niklas Frank tale hvis man får muligheden, eller som minimum læse hans bog. 

Kommentarer

Populære opslag