Hvor jeg var barn, var der isbjørne

Titel: Hvor jeg var barn, var der isbjørne 
Forfatter: Anne Knudsen (f.1948) antropolog, dr.phil., skribent og tidligere chefredaktør på Weekendavisen. Forfatter til bl.a. bestselleren Her går det godt, send flere penge.
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 240
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Bagsidetekst: "Jeg vil fortælle om et land, der slet, slet ikke findes længere, og en tid, som de fleste er tilbøjelige til at tro, aldrig har eksisteret. Det særeste ved netop den tid var, at det var en af de lykkeligste i Grønlands historie. Der var i Grønland i 1950’erne en kort stund mellem fortidens isolerede stilstand og fremtidens forbitrede modvilje mod det danske styre. Denne mærkelige tid faldt tilfældigvis sammen med min barndom."

Da Anne Knudsen var seks år, fik hendes far arbejde ved Grønlands Tekniske Organisation (GTO). Familien forlod derfor Frederikssund og bosatte sig først i Qaqortoq og et par år senere i et rødmalet træhus på en bjergskrænt i Tasiilaq i Østgrønland. Oplevelserne i Grønland i 1950’erne skulle komme til at præge resten af hendes liv. I bogen fortæller Anne Knudsen om et land, der ikke findes længere, og en tid, som de fleste er tilbøjelige til at tro, aldrig har eksisteret. Efter hendes opfattelse var det en af de lykkeligste perioder i Grønlands historie.Med stor kærlighed til landet og dets befolkning - og med en imponerende hukommelse og sans for de sigende detaljer - fortæller Anne Knudsen om hverdagslivet med familie, naboer og kammerater, om skolegang og leg i naturen eller derhjemme, og om at opfostre isbjørneunger i et bur ude i gården.

Det var med stor begejstring, at jeg modtog denne bog fra forlaget.

Forsiden er smuk uden at virke prangende  og vigtigst af alt er den sigende for bogens indhold.

Selve bogen er en hardback-udgave med hvid som primær farve. Det er en sjældenhed må man sige - på den gode måde.

Forsidebilledet af børnene på toppen af den meterhøje snedrive, fader naturligt ind i resten af bogens snit. Indvendigt er den desuden autentisk illustreret med farvefotografier fra Anne Knudsens far´s private fotoalbum.

Det er tydeligt at det er en udgivelse der er kælet for - papiret er kraftigt og i en god kvalitet.

Opsætningen er læsevenlig og behagelig for øjnene, selv hvis man læser den i lange stræk. 

I starten irriterede de beskrivende kapiteltitler mig, men godt halvejs inde i bogen kunne jeg mærke at det ændrede sig. Hvor jeg i starten så dem som spoiler-titler, begyndte jeg mere at se dem som små appetitvækkere til hvert kapitel.

Jeg finder grebet interessant, da jeg ellers typisk forbinder det med eventyr og klassiske børnebøger, hvilket går fint i spænd med fortællerstilen. Jeg får lyst til at krybe sammen på et tæppe foran en knitrende pejs, med bogen og en kop dampende varm kakao,  og lade mig indfange af fortællingen. 

Forfatteren balancerer fint kunsten at skrive om oplevelser der udspillede sig i hendes barndom, og stadig fortælle om de refleksioner hun har gjort over dem som voksen - uden at fjerne troværdigheden i fortællingen.

Jeg kunne godt have ønsket mig en højere grad af dvælen ved oplevelserne, da de visse steder kommer til at virke forhastede. Det kunne have gavnet bogen at få lov til at strække sig over flere sider.

Jeg sidder som læser tilbage med en uforløst følelse, fordi jeg ræser igennem en barndom i Grønland og samtidig hører en masse om den grønlandske hverdag og levestil, alt sammen på kun 240 sider.

De to spor er uløseligt forbundne og jeg ville personligt ikke have undværet nogen af dem, men så skulle forfatteren have ladet bogen brede sig noget mere, så den ikke fik så opremsende en staccatoeffekt.

Bogen emmer af kærlighed til Grønland fra første side, og beskriver kultur og levevis uden fordømmelse eller formaning. Dette er i min optik en af bogens største styrker.

Anne Knudsen skriver om Grønland på Grønlands præmisser - uden så megen pynt eller læggen fingre i mellem.

Forholdene beskrives som de nu en gang er: Mennesker dør i den vilde natur i Grønland, om det så er et barn der bliver angrebet af en slædehund eller et skib der går ned med sin besætning.

Hun mister dog på ingen måde respekten for folket og tragedierne undervejs.

God Læselyst. 

Sif Friis Scherrebeck 

Instagram: enbibliofilsbekendelserny 
Facebook: enbibliofilsbekendelser