TRANSFORMER af LINDA P
Titel: Transformer
Forfatter: Linda P
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 224
Forlag: Politikens Forlag
Bagsidetekst: LINDA P er kendt som dronningen af dansk comedy, men livet bag scenen har langt fra været hverken nemt eller sjovt for den skarptungede komiker, fortæller hun i denne hudløst ærlige og medrivende bog.
Hendes flugt fra en barndom præget af farens druk og svigt baner i første omgang vejen for en karriere på de skrå brædder, men ender i et rasende ridt af sprut, sex og stoffer. Som Linda P selv siger det: "Jeg levede som en mand. Jeg talte som en mand. Jeg scorede som en mand. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at være kvinde."
Livet i overhalingsbanen stopper først, da hun i 2013
Jeg har siden Rommen er en tøjte grinet mine mavemuskler i smadder over Linda P´s shows, men ironisk nok gjorde det mig faktisk lidt nervøs for denne bog. Kan Linda mere og andet end at være sjov?
Forsiden er på flere måder meget sigende for indholdet.
Titlen "fader" eksempelvis fra hvid henover lilla for så at slutte i sort. I min optik burde den dog have begyndt at "fade" mod lilla igen, for at symbolisere at Linda ramte bunden og er på vej op igen.
Den trofaste hue, hun troligt har båret gennem hele sin karriere, er erstattet med langt glat hår, en diskret feminin make-up, blanke glitrende sommerfugle og et satin bagtæppe.
Bogen starter hårdt ud med en scene fra 1993, altså fra Lindas barndom.
Den er skrevet i et nøgternt og underspillet sprog, der understreger at dette ikke er fra en speciel dag, men en hverdags situation. Derfor kommer scenen til at virke både troværdig og hjerteskærende uden at gøre det store væsen af sig.
Det gælder generelt for størstedelen af denne bog. Selv højdramatiske episoder underspilles i deres beskrivelse. Dette virker enormt stærkt på mig. Jeg vil herunder citere et lille stykke af føromtalte scene, for at illustrere jeg mener når jeg skriver underspillet.
”Jeg sidder på tæppet, som er fuld af brændemærker og rødvinspletter, i min fars lejlighed og ser "Hodja fra Pjort". Min far har lånt lidt penge af Finn fra nummer otte, så vi kunne leje filmen og en moviebox. Jeg forestiller mig at hullerne i tæppet er fra ture, hvor Hodja og jeg er fløjet helt tæt på vulkaner, og noget af den varme lava har ramt tæppet og brændt hul. Min far sidder bare på kanten af sofaen og svajer frem og tilbage i sin helt egen verden. Den kvalmende lugt af kirsebærvin fylder stuen, og han skælder ud på noget eller nogen, som ingen andre end han kan se.”
Linda blotter sin sårbarhed i denne bog langt mere end jeg havde forventet - særligt efter et vendepunkt på Skanderborgfestivalen, som jeg ikke vil løfte sløret for her.
Herefter åbner hun op for sit selvhad og sin ensomhed, som hun indtil da i sit liv har dulmet med alkohol og meningsløs sex.
Som læser blev jeg trukket ind i et hudløst ærligt rum og følger med på Lindas rejse for at finde sig selv, og for at finde ud af hvad der er hende og hvad der er alter egoet Linda P.
Hun står også frem og fortæller om hvordan hun endte med at gifte sig med en kvinde, på trods af hun hele tiden vidste inderst inde at hun ikke var homoseksuel.
Den scene i bogen der ramte mig hårdest var helt klart den hvor hun står ved søerne i København og fodrer ænder på sin terapeuts opfordring.
Særligt disse linjer ramte mig:
”Hov, la’ nu vær med at ta’ dens mad,” Udbryder jeg, da en andrik tackler en ælling og snupper det brød, det danske velfærdssamfund mener er godt for mig at give til søens fugle. Fucking lorteænder. De er også pisseligeglade med mig. De har det så let. Når jeg ikke har mere mad til dem, så skrider de sikkert bare, tænker jeg. Og ganske rigtigt. 10 min. senere bliver jeg såret og afvist af en and. Flere ænder faktisk. Det er helt ad helvede til.”Denne følelse af komplet ensomhed og selvmedlidenhed kan jeg genkende fra min egen barndom. Lige dér beskriver hun selve kernen af dårligt selvværd, på en meget universel måde endda, som jeg tror de fleste vil kunne relatere til. Om man så er mobbeoffer, barn af misbrugsforældre eller bare var den stille pige i folkeren som altid blev glemt når der skulle planlægges legeaftaler - ikke fordi ingen kunne lide hende, men fordi hun var gennemsigtig.
Linda beskriver flere steder i bogen angsten for at skuffe sine fans - både i forhold til at springe ud som heteroseksuel og som psykisk sårbar med et misbrug.
Til det har jeg kun at sige at jeg som trofast Linda P tilhænger kun ser endnu mere op til hende nu.
For hold nu kæft hvor har det krævet mod og usædvanligt stor afklarethed at skrive så ærlig en bog uden at gemme sig bag ved en masse "Det var også bare fordi at...Bla bla bla".
Tonen igennem bogen er knivskarp og emmer af Linda P. Det er tydeligt at hun ikke har ladet sig censurere, hverken af sig selv eller andre.
Hun får sagt enormt meget på de relativt få sider bogen indeholder. Jeg kunne høre hende hele vejen gennem teksten, med sin Sydhavns accent og den nu fundne sårbarhed, som virkelig klæder hende.
Jeg håber virkelig at hun fortsætter som stand-up komiker, for denne bog har bestemt ikke gjort hende mindre relevant eller mindre interessant at lægge øre til.
Afslutningsvis vil jeg nævne at hun, selv om det på mange måder er en alvorlig bog, har formået at beholde humoren i sin fortællestil.
Det synes jeg virkelig viser at hun er en kvinde med format.
Der er intet værre end selvbiografier fyldt med selv-ynk og manglende evne til at se sig selv ude fra.
Bogen er bestemt anbefalingsværdig.
God Læselyst.
Sif Friis Scherrebeck
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser
Kommentarer
Send en kommentar