Bornholm-notater Af Anders Mathias Rishøj

Tak til forlaget Ovo press for anmeldereksemplaret :) 



Titel: Bornholm-notater 
Forfatter: Anders Mathias Rishøj
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 128
Forlag: Ovo press
Bagsidetekst: Karen har bemærket, at jeg ikke præsenterer mig selv som alkoholiker eller misbruger, men finder på en anden formulering for det. Gerne noget sjovt. så det vækker latter hos de andre.
"Dit store ordforråd står i vejen for din bedring," siger hun, da hun trækker mig til side efter morgensamlingen.
"Det er et klassisk træk for misbrugere," forklarer hun, "ikke at ville erkende sit misbrug og forsøge at styre uden om ved for eksempel brugen af humor... Accepten er det første skridt på vejen."
"Lad mig nu lige lande," svarer jeg.
"Lande!" udbryder hun og lader sit forargede blik hænge på mig. "Du har været her i en måned!"



Bornholm-notater er en lækkert produceret bog, enkel og uden for mange krummelurer. Omslaget og papiret er i en virkelig god kvalitet - detaljerne er tydeligvis velovervejede og giver bogen en flot finish.

Romanen er delt op i overskuelige tekstbider, og har en behagelig opsætning. 
Bogen veksler mellem tre typer tekster: Et nu-tids spor, et kursiveret erindrings-spor og en citat-del.

Citaterne er fra Sct. Ols Behandlingsprogram og er såkaldte Dagens tekst-passager. Ud over at de 
fungerer som en slags kapitelmarkører, lægger de en interessant stemning gennem bogen og virker super godt ind i bogens præmis. 

Sproget er blottet og ærligt. I nogle genrer skal man vide at "less is more".
Det synes jeg at Anders Rishøj viser mesterligt i Bornholm-notater.
Når hovedpersonen og de fleste andre personer i romanen kommer fra misbrugsmilijøet, ville det virke påtaget og hysterisk at bruge et højpoetisk sprog.
Respekt for at han ikke falder i den fælde. 


Bornholm-Notater har slet ikke fået den opmærksomhed den fortjener i medierne.
Faktisk har jeg kun kunnet opsnuse få andre anmeldelser.
Det ærgrer mig, for den har en original tilgang til misbrugets fortælling, blandt andet fordi den er skrevet fra misbrugerens synsvinkel.
Det er sjældent, særligt i skønlitteraturen, og når det så endelig sker er det oftest gennem ekstreme personligheder som eksempelvis Steso fra Nordkraft ( af Jakob Ejersbo).


Anders Rishøj vælger en mere afdæmpet hovedperson, med en veludviklet evne til at observere andre mennesker, hvilket også i høj grad er det der bærer fortællingen - alle de skæbner man som læser får indblik i gennem hovedpersonen Anders´ øjne.
Jeg vil endda driste mig til at sige at bogen ikke så meget handler om selve alkoholmisbruget.
Den handler snarere om det sociale aspekt i alkoholismen og konsekvenserne heraf,
herunder hovedpersonens undvigemanøvre for ikke at anerkende sit misbrug.
En af dem er eksempelvis, hele tiden at vise læseren hvor meget længere ude de andre misbrugere på stedet er. 


Der er en humor tilstede gennem bogen som klæder de ellers meget rå beskrivelser, men Anders´ desperation for ikke at ende som sin far titter også frem mange steder, og minder mig, som læser, om alvoren.
Systemkritikken brænder tydeligt mellem linjerne.
Der vrænges af autoriteterne på stedet,
 mod kommunen som betaler for behandlingen og hele måden behandlingssystemet er bygget op på, men også af hans far der stadig fodrer sit misbrug og jævnligt truer med at tage livet af sig når tingene går ham i mod. 

Jeg synes Anders Rishøj har fat i et vigtigt tabu som vi virkelig trænger til at bearbejde i Danmark. For som en af de nationer i verden der drikker allermest, og hvor de unge begynder tidligst, har vi et ansvar, både overfor vores unge, men også overfor vores befolkning generelt.
Vi bør tage bladet fra munden og få os en snak om hvorfor vores alkohol kultur er som den er, og hvorfor så mange danskere ender i et alkoholmisbrug.
Det er for let som begyndende alkoholiker i vores land at slå folks bekymringer hen med at mange drikker langt mere end de anbefalede genstande, og hvad med rygerne, det er jo heller ikke sundt osv. osv. 


Alt i alt en rigtig fin debut fra Anders Mathias Rishøj som jeg bestemt håber at læse mere af i fremtiden. 




God Læselyst. 

Sif Friis Scherrebeck 
Instagram: enbibliofilsbekendelser 
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser

Kommentarer

Populære opslag