Tara Westover: Oplyst


Titel: Oplyst
Forfatter: Tara Westover
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 400
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Bagsidetekst: Oplyst er fortællingen om en ung kvindes kamp for at finde sig selv og sin plads i verden. Det er også beretningen om stærk familieloyalitet og den sorg, der opstår, når man bryder båndende til sine nærmeste. 
Tara Westover voksede op i Idahos bjerge i en søskende flok på syv. forældrene, som var stærkt troende, nærede stor mistillid til al form for offentlig indblanding, og derfor var Tara og hendes søskende aldrig i kontakt med sundhedsvæsnet og undervisningssystemet. Tara var sytten år, da hun første gang modtog undervisning.  
Da en af hendes brødre brød ud og kom på college, besluttede Tara sig for at gå samme vej. Hendes jagt på viden ændrede hendes livssyn og bragte hende over have og tværs over kontinenter til universiteterne Harvard og Cambridge. 


Det første man lægger mærke til når man samler bogen op, er den enkle men alligevel karismatiske forside.
Ved første øjekast er det en enkel cremehvid forside med en stor blyant på, men når man kigger lidt nærmere efter, ser man også den lille sværm af fugle og en kvinde med blafrende hår der står og kigger op på dem.
Inden jeg læste bogen, forestillede jeg mig at det symboliserede længslen efter nye horisonter, men efter jeg har læst bogen er jeg slet ikke i tvivl om hvad den del af illustrationen forestiller.
Blyanten giver rigtig god mening i forhold til bogens indhold og temaer, og den måde som den er flettet sammen med bjergmotivet er elegant og spidsfindig.
Bogens omslag er i en lækker kvalitet og det samme gælder selve papiret siderne er trykt på. Siderne er tykke og råhvide, så der ikke kommer for meget genskin når man læser.
Denne bog er der helt tydeligt blevet kælet for, både når det kommer til design og udvælgelse af materialer.


Oplyst er en vild bog på alle måder. Den er stærk, både sprogligt og refleksionsmæssigt.
Det er en fornøjelse at læse hvordan Tara vokser gennem bogen.
Historien er virkelig troværdig.
Noget af det jeg synes får den til at virke er, at ens sympati skrifter mellem personerne gennem bogen.
Ingen er ensidigt gode eller onde, og alle karakterene er nuancerede. 



”Jeg er ikke længere det barn, min far opfostrede, men han er stadig den far, som opfostrede det barn”

Tara skriver ud fra sin egen hovedstol, ligesom mange andre forfattere gør det for øjeblikket, men hun bruger et spændende greb, man ikke ser så tit.
Hun tager sine søskendes erindringer med ind i bogen i korte afsnit. De er ikke altid enige om deres erindringer, og heller ikke nødvendigvis med Taras.
Det styrker faktisk troværdigheden i bogen, selvom man umiddelbart kunne tro det modsatte. 


Familiens isolation fra det omkringliggende samfund er total, på nær når familien kommer i den lokale mormonkirke hver søndag.
Flere gange gennem bogen sker der uheld, hvor man tror at nu må familien da bryde ud af deres isolation. De søger da også lægehjælp enkelte gange, men de tror dog alligevel ikke på den vejledning de får på hospitalet.
Faren bliver mere og mere paranoid som historien skrider frem.
Han begynder blandt andet at samle et kæmpe forråd til årtusindeskiftet (Y2K), hvor han som så mange andre tror at civilsationen vil gå under.
Det virker som om, at forrådet ligeså meget har til formål at overbevise hans egen familie om hans konspirations teorier, som til faktisk at kunne få dem igennem det store nedbrud af samfund og stat han forventer vil komme.
Der er nogle rigtigt fine scener i forbindelse med forberedelserne af deres sikkerhedsnet.
Ud over forrådet bygges der også en rørledning fra den høje bjergtinde Buck´s Peak og et underjordisk benzinforråd. 


Det går først op for Tara hvad der i virkeligheden er galt med hendes far, da hun begynder at følge nogle forelæsninger i psykologi på universitetet. I den forbindelse må hun gøre sig mange overvejelser.  Det nye liv på universitetet er en stor omvæltning for Tara, og hun er flere gange ved at afslører hvor hullet hendes viden faktisk er. I kampen for ikke at afslører sin manglende skolegang, roder hun sig flere gange ud i uheldige situationer. Eksempelvis da undervisningen kommer ind på holocaust:

“Derpå fulgte et besynderligt billede af en mand i falmet hat og overfrakke. Bag ham var der en betonmur. Han holdt et lille stykke papir op til ansigtet, men han så ikke på det. Han så på os. 
Jeg åbnede den billedebog, jeg havde købt til faget, så jeg kunne se nærmere på det. Under billedet stod der noget med kursiv, men jeg kunne ikke forstå det. Der indgik et af de der sorte-hul-ord, lige midt i, som slugte resten. Jeg havde set, at andre af de studerende havde stillet spørgsmål, så jeg rakte hånden op. 
"ja," sagde professoren, og jeg læste sætningen højt. Da jeg kom til ordet, standsede jeg op. "jeg kender ikke det ord," sagde jeg. "hvad betyder det?" Der blev stille. helt, helt stille, nærmest voldeligt stille. Ingen papirraslen, ingen blyantskradsen. Ikke en lyd. professeron blev stram om munden. "tak for det," sagde han, og vendte tilbage til sine notater. Resten af forelæsningen sad jeg musestille. jeg stirrede på mine sko, spekulerede over, hvad der var sket - og hvorfor der hele tiden, hver eneste gang jeg så op, var en eller anden, der stirrede på mig, som var jeg underlig. Selvfølgelig var jeg underlig, det vidste jeg jo godt; men jeg forstod ikke, hvorfra de vidste det. Da klokken ringede, lagde Vanessa sin notesbog ned i sin rygsæk. så vendte hun sig om mod mig og sagde: "Det bør du ikke gøre grin med. Det er ikke sjovt." Hun gik, inden jeg kunne nå at svare. 
Jeg blev siddende, indtil alle andre var gået, jeg lod, som om lynlåsen i min frakke var gået i stykker, så jeg kunne undgå at se nogen i øjnene. Så gik jeg direkte hen til computerlokalet for at slå ordet “holocaust” op.”


Jeg fik virkelig medlidenhed med Tara i denne scene, og rev nærmest mig selv i håret af frustation over at hun ikke bare fortalte Vanessa og resten af klassen sandheden om sin skolegang. Ingen ville jo så bebrejde hende ting hun ikke vidste, men hvis hun intet sagde, ville de bare tro at hun var afstumpet og manglede situationsfornemmelse. 


Tara kæmper en del med sin tro i årene på college og på universitetet. De normer og regler hendes far har lært hende om religion passer ikke på de piger hun møder her. De går også i kirke hver søndag, men de holder ikke sabbat. Om søndagen, handler de f.eks. ind og laver lektier eller går i biografen. Tara laver ikke lektier under sabbatten og hun viser aldrig hud. De piger hun deler lejlighed med går i strop-trøjer og korte nederdele.
De kan da ikke være rigtige mormoner, kan de?
Tara mærker sit verdensbillede begynde at smuldre i hjørnerne. 


Snart må hun vælge hvilken verden hun vil tilhører.
De vilde vidder for foden af Buck´s Peak eller blandt de majestætiske bygninger på Havard og Cambridge?


Oplyst lærte mig meget jeg ikke vidste, om både religion og om livet generelt.
Den er bestemt anbefalelsesværdig, selv om den tager noget tid at læse sig ind i.
Der er til tider nogle ret tunge passager, men de er vigtige for at man forstår den fulde fortælling.
Hvis du kan lide litteratur der rykker ved noget inden i dig og måske endda provokerer dig lidt, så bør du bestemt læse denne perle af en bog.
Jeg spår den i hvert fald til at blive en af fremtidens klassikere! 






God Læselyst. 

Sif Friis Scherrebeck 
Instagram: enbibliofilsbekendelser 
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser

Kommentarer

Populære opslag