Mine unge år af Kim Larsen

Bogen er udleveret som et anmeldereksemplar fra forlaget. Dette påvirker dog på ingen måde min anmeldelse.

Titel: Mine unge år
Forfatter: Jens Andersen
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 328
Forlag: Politikens forlag
Bagsidetekst: "Når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Hold kæft, det var nogle dejlige år!"
 Kim Larsen fortæller i denne bog varmt og humoristisk om sine unge år. Om slægten og rødderne, morfar i Kerteminde, som introducerede ham til de store klassikere, en kærlig mor og en fraværende far samt en tryg, men også spændingsmættet barndom i Københavns nordvestkvarter. Med smittende fortælleglæde beretter han om sine første forelskelser, højskoleopholdet i Askov, der åbnede hans sind for nye tanker, hippieårene på kanten af 68-oprøret, som Kim Larsen aldrig følte sig som en del af, og sidst, men ikke mindst, den første tid med Gasolin’, som udviklede sig til Danmarks største rockorkester.
Bogen er baseret på en række samtaler mellem Kim Larsen og forfatteren Jens Andersen, som fandt sted hjemme i Larsens eget køkken i første halvår af 2018. Udover de gode anekdoter indeholder bogen et helt unikt materiale i form af talrige tegninger og fotos, hvoraf mange stammer fra familie, barndomsvenner og hans egne private gemmer og aldrig har været offentliggjort før."


På trods af at den karakteristiske kæmpeflab er lukket, er man på ingen måde i tvivl om hvem den unge mand der pryder forsiden er!
Kim Larsens læner sig nærmest ud af omslaget, sidende på sin slidte havelåge med børnesæde troner han og kigger trodsigt læseren direkte i øjnene. Allerede der - i sin ungdom - ligner han er mand med beslutsomhed og fremdrift. Han ville frem i verdenen, koste hvad det ville.
Det sort-hvide omslag brydes af den pangorange skrift nederest, hvilket giver forsiden en lækker dynamik - og overraskende nok stjæler de orange bokstaver ikke fokus fra billedet.
Mine øjne blev suget direkte mod Kim Larsens ansigt, bokstaverne lagde jeg først mærke til bagefter. Det kræver finesse at balancere en forside med så markante farveforskelle. Generelt udstråler bogen kvalitet og omhu, og jeg fik med det samme lyst til at tage den op i hænderne. At de orange bokstaver er præget ned i forsiden er en lækker detalje, og jeg har helt klart følelsen af at det er en bog som alle har lagt meget arbejde og kærlighed i. 


Forordet af Jens Andersen er simpelthen helt eminent. Ligesom i resten af bogen fanger han Kim Larsens kerne lige på kornet og kanaliserer den ud til os læsere.
Jeg er sikker på at han var den helt rigtige til at skrive denne biografi.
Han formår at rumme Larsens særegenhed og stædighed, på en måde som mange andre nok ikke havde haft tålmodigheden til. Han forstår at det ikke er stjernenykker det drejer sig om, men mere om en mand der er glad for sine rutiner og som er en ægte excentriker. For dét var Kim larsen og det er skønt at se at Jens omfavner det og giver det den plads det kræver.
Jens´fineste opgave med denne erindrings bog har i virkeligheden været at strukturere og systematisere Kim Larsens fortælling - for fortælle kunne Larsens selv - alt hvad remme og tøj kunne holde. Undervejs kunne Jens Andersen sørge for at få nogle ting uddybet når det lige gik hurtigt nok. Jens Andersen har min dybeste respekt for det arbejde han har lagt i bogen - det er helt sikkert ikke sidste gang jeg læser noget fra hans hånd. 



Uddrag af forordet "Denne bog kære læser, er næppe den fulde sandhed om hovedpersonens barndom og ungdom. Det er erindringer sjældent, og ingen vidste det bedre end belæste Larsen. Desto større var mandens pludselige uro over, for første gang i sit liv, selv at skulle se sine eringdringer på tryk. Larsen fik anfægtelser, eller som han udtrykte det: "Vi skal jo prøve, om vi kan undgå løgne her i butikken ikke?" Jo, det skulle vi da, og derfor var "sandheden" ( et ord, vi sjældent brugte) et tilbagevendende punkt i vores samtale. Det lå Kim Larsen rigtig meget på sinde at holde sin indre løgnhals stangen: "jeg lover at prøve at lade være at lyve over for dig. Jeg bider mig virkelig i tungen hver gang, der er ved at komme en løgn. Det gør jeg altså, for når jeg fortæller historier, er jeg vant til at smøre på. Men det her J.A., det kommer jo på tryk, og så er det en anden historie. Hvis det er fiktion, så er det skønt med løgne. En roman kan tit fortælle sandheden meget bedre end virkeligheden ikke?"

Mine unge år er spækket med billedemontager og børnetegninger fra hovedpersonens liv. De er nøje udvalgt og illustrerer på fin vis hans opvækst og ungdom. De fleste af billederne er i sort-hvid, men der har også sneget sig enkelte farvefotos ind som skaber spil og nuance. Fælles for både billeder og børnetegningerne er at de illustrer et liv der leves, hvor det hele ikke går ud på at være pænt og "rigtigt". Kim Larsen viser mange facetter som jeg ikke kendte til før denne bog. Han var blandt andet yderst belæst - og en af de bøger der gjorde allermest indtryk på ham var: Odysseen. Det var hans yndlingsværk og på beskrivelserne i bogen er man slet ikke i tvivl om at den er blevet læst flittigt.  

Det jeg forbinder mest med Kim Larsen er nok tryghed og sammenhold. For det var det han kunne, både med sin musik og sin store personlighed.
Hans musik kan stadig efter hans død samle store grupper af mennesker og få os til at synge med. Både på Gasolin klassikere som Langebro og Kvinde Min men også på senere hits som Midt Om Natten og Kringsat Af Fjender. Han er blevet et bindeled mellem både generationer og samfundslag, og det er jeg sikker på han også vil være i generationer fremover. 


På trods af at langt de fleste udgivelser ligger før min tid, har han på mange måder fyldt musikalsk i mit liv, særligt i min barndom. Vi lærte hans sange udenad til fællessang på sommerlejrer og i musiktimerne i skolen. Gasolin blev også spillet flittigt derhjemme, og alle kendte hans numre.
Derfor var jeg måske også bange for at blive skuffet over bogen, særligt fordi det jo er alment kendt at han desværre døde inden de kunne nå at gøre den færdig.
Det kunne nemt have ødelagt udgivelsen, men jeg synes faktisk nærmere det gør det modsatte, fordi den slutter så meget i Kim Larsens ånd. Selvfølgelig ville jeg dog helst have hørt hele historien - det er klart, men omstændighederne taget i betragtning synes jeg den sluttede på den bedst mulige måde. Det er mit indtryk at han udstrålede livsglæde og troen på, at det nok skulle gå, helt til det sidste. Det synes jeg er yderst beundringsværdigt og en egenskab vi alle godt kunne være bedre til at praktiserer. 


Selve måden Kim Larsen fortæller om sin barndom og ungdom på er varm og indlevende. Jeg kunne virkelig mærke ham, hele vejen igennem. Der bliver ikke tegnet regnbuer eller rosenrøde luftkasteller om at han var en eller anden superhelt som aldrig gjorde noget, der måske var sådan lige til kanten. Det er forfriskende at opleve en fortæller berette så ærligt, og uden for megen selv-glorificering.
Mine unge år cementerer en gang for alle Kim Larsen som en sand historiefortæller - hvis der ellers skulle være enkelte der stadig er i tvivl.
Både Kim Larsens fortælleflow og hans evne til at beskrive alle typer af mennesker ud fra deres mest flatterende egenskaber, mindede mig en del om Dan Turells tilgang til en god historie. Særligt beskrivelsen af sit første møde med Wili Jønsson , synes jeg, rummer Kim Larsens livssyn og nysgerrighed rigtigt fint. Han har aldrig været bange for at udtrykke hvad han gerne vil have, eller kunne være misundelig på.

"På hjørnet af Torvegade og Prinsessegade lå en Irma, og det gør der sådan set stadig. Der handlede en fyr, som boede i nr. 39 i Dronningensgade. Jeg stødte på ham en gang i mellem, når jeg forpustet og svedig kom hjem fra seminariet og på vej over til Prinsessegade kiggede ind i Sofiegården. Der sad han så en dag på en stol inde i gården med vådt hår. "hvor har du været i bad?" spurgte jeg. "Ovre på Kofoeds skole, det er jo gratis" - "Kan man tage bad på Kofoeds skole?"  spurgte jeg dumt. Det anede jeg ikke efter at have boet i kvarteret i næsten tre år. Jeg tog i stedet mit ugentlige bad i Sofiebadet lige rundt om hjørnet og betalte for det, men ham Irma-gutten vaskede sig altså sammen med alle spritterne. 
***
 Når jeg fra tid til anden så ham på afstand i kvarteret, havde jeg det, ligesom jeg engang havde haft det med Store-Hans og med Jørgen fra Mågegården. jeg følte mig tiltrukket af mandens ansigt. Han så interessant ud, hvilede i sig selv, så ham kunne jeg godt tænke mig at lære at kende. Samtidig skilte hans sig ud i tøjet, gik med en skidesmart, ternet jakke, ret smalle bukser og hyttesko, havde halvlangt hår, netop ikke hellangt, han lignede kort sagt ikke nogen hippie snarere sådan et beatles-type. Ham kiggede jeg misundeligt på. Hans navn klingede svensk - Wili Jønsson - og når vi traf hinanden på gaden, var det "hej" og "hej med dig" vi var på frisk kammeratlig hilsefod fra det tidlige forår 1968, tror jeg, men i forbindelse med at jeg skulle til afslutningsfest på seminariet, gik jeg en junidag over i Sofiegården for at se om Jønsson var der: "Hold kæft altså, jeg skal til en fin fest i aften, og jeg synes ikke, jeg har noget kluns at tage på. Du har vel ikke noget jeg må låne? Altså den der ternede jakke, du har på, den er jo pisse..." - "vil du låne den?" spurgte Jønsson. så gik vi op til ham."  

Sådan startede vores alle sammens spillemand og national skjald altså sit venskab med Wili Jønsson. 

I bogen er Larsen stadig lige så kompromiløs når det kommer til sine holdninger som han altid har været, og det er dejligt at se, for det er noget af det jeg altid har elsket ved ham.
Han var bidende samfundskritisk, men typisk med et lille glimt i øjet, selv når det kom til hans elskede smøger. Den måde han håndterede tunge emner i sine tekster, både når det gjaldt de alvorlige tekster og de mere satiriske, har altid fascineret mig. Han var  en sand mester i balancen mellem alvor og humor og det kommer bestemt også tydeligt til udtryk her i bogen. Der bliver ikke lagt fingre i mellem, hverken når det kommer til dem han holder af eller til samfundet og den danske befolkning. Det synes jeg kommer fint til udtryk i dette stykke: 

"Morfar kunne som sagt være ret så stivsindet. Min mor fortalte engang, at hun havde hørt min mormor sige, at når hun og morfar havde været i seng sammen, faldt han på knæ ved siden af sengen og bad Vorherre om tilgivelse. Det var tider, ikke? På den anden side, i dag er det sundhedsguder, vi beder om tilgivelse, bare der ryger et lillebitte stykke chokolade ned, så måske er der ikke voldsomt meget, der har forandret sig, når det kommer til stykket. Der er altid et eller andet, man ikke må, ikke?"

Slutteligt er der vidst kun at sige tak for alle sangene, minderne og din evige vilje til at sige tingene lige ud, så det ikke var til at misforstå. Tak for alt Kim Larsen - Må du hvile i fred. 

Jeg kan på det varmeste anbefale denne bog, både til regulære Kim Larsen fans, men også til andre med et som mig selv mere afslappet forhold til ham og hans musik. 


God Læselyst. 


Sif Orall Friis Scherrebeck 
Instagram: https://www.instagram.com/enbibliofilsbekendelser/
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser

Kommentarer

Populære opslag