ALLE DAGE TILBAGE af Louise Juhl Dalsgaard
 |
| Anmeldereksemplar udleveret af forlaget. Dette påvirker dog på ingen måde min anmeldelse. |
Titel: Alle dage tilbage
Forfatter: Louise Juhl Dalsgaard
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 193
Forlag: EC Edition
Bagsidetekst: En øm og brutal roman om venskab og ophør.
En fortælling om at søge hinandens nærvær, når man er faret vild i sig selv.
“Uden for storcentret ligger verden helt radbrækket. Efterladenskaber fra weekendens udskejelser har hobet sig op ved husmure og kantsten, rastløse biler, trafiklys uden vilje.
En årstid trukket helt ud af form.Det er ikke nogens skyld.Hvad stiller man op med dét, der ikke er nogens skyld?”
Alle dage tilbage er Louise Juhl Dalsgaaards anden roman på forlaget EC Edition.
Som det også var gældene for den første roman, er forsiden prydet med en sort/hvid skitsetegning. Den spinkle træstol med det skæve sæde beskriver egentlig meget godt bogen. Det hele er lidt skævt men på samme tid genkendeligt. Forsidens enkle stilrene udtryk passer rigtig godt til bogens indhold.
Kapitlerne er inddelt i tekststykker af varierende længde og opsætning, blandt andet er nogle af dem sat op som dagbogslignende passager angivet med ugedag og klokkeslet. Teksterne er komplekse uden at være komplicerede, og sproget er umiddelbart og særegent.
Som sædvanlig blomstrer kontrasterne i fuld flor i det nyeste skud på Louise Juhl Dalsgaards udgivelses-stamme. Sorg og magtesløshed holdes op mod de små detaljer - for eksempel at der ikke bare står at de sylter men hvad de sylter. Det skaber en lækker dynamik i bogen.
Der er ikke en skelen til forskellen mellem de store samtaler om sygdommen og døden eller samtaler om hvordan blade bør rives sammen - og hvornår.
Det hele fremstår ligestillet som en del af jegets eksistens og verdensbillede.
I relationen mellem de to kvinder, bogen drejer sig om, anes der også en desperation fra fortællingens du. En trang til at lære alt hvad hun ved videre til jeget, så det ikke går til spilde - og jeget suger det begærligt til sig, allerede bevidst om at dén viden og deres minder snart vil være det eneste hun har tilbage af deres venskab, og så selvfølgelig sorgen.
Den dybe sorg der handlingslammer jeget fuldstændigt i et vakuum af gentagelser af ting de to plejede at gøre, prøver hun at finde tilbage til det rum de havde sammen. Det bliver bare aldrig det samme når jeget kun er en af de to grundpiller i venskabet.
Ikke engang selvom jeget køber 12 kg af "deres" the for at lade som om at duet stadig er der til at drikke sine tre kander the om dagen. Ensomheden er til stede gennem hele romanen - ikke kun efter at duet er væk . Det er som om at det de delte netop var ensomheden.
Som det også var gældene for den første roman, er forsiden prydet med en sort/hvid skitsetegning. Den spinkle træstol med det skæve sæde beskriver egentlig meget godt bogen. Det hele er lidt skævt men på samme tid genkendeligt. Forsidens enkle stilrene udtryk passer rigtig godt til bogens indhold.
Kapitlerne er inddelt i tekststykker af varierende længde og opsætning, blandt andet er nogle af dem sat op som dagbogslignende passager angivet med ugedag og klokkeslet. Teksterne er komplekse uden at være komplicerede, og sproget er umiddelbart og særegent.
Som sædvanlig blomstrer kontrasterne i fuld flor i det nyeste skud på Louise Juhl Dalsgaards udgivelses-stamme. Sorg og magtesløshed holdes op mod de små detaljer - for eksempel at der ikke bare står at de sylter men hvad de sylter. Det skaber en lækker dynamik i bogen.
”Hun ringer og spørger om jeg har sovet godt? Hvad jeg har drømt? Jeg er lige ved at svare, at mine nætter er tomme, og at mørket føles som sandpapir mod min hud. Men jeg ombestemmer mig og fortæller i stedet, at jeg har drømt om klitplantagen. om de visne fyrrenåle, de svært forsinkede kantareller. jeg synes selv, det lyder smukt.”Der er en form for hverdagsfilosofiske tankespor der flyder gennem romanen.
Der er ikke en skelen til forskellen mellem de store samtaler om sygdommen og døden eller samtaler om hvordan blade bør rives sammen - og hvornår.
Det hele fremstår ligestillet som en del af jegets eksistens og verdensbillede.
I relationen mellem de to kvinder, bogen drejer sig om, anes der også en desperation fra fortællingens du. En trang til at lære alt hvad hun ved videre til jeget, så det ikke går til spilde - og jeget suger det begærligt til sig, allerede bevidst om at dén viden og deres minder snart vil være det eneste hun har tilbage af deres venskab, og så selvfølgelig sorgen.
Den dybe sorg der handlingslammer jeget fuldstændigt i et vakuum af gentagelser af ting de to plejede at gøre, prøver hun at finde tilbage til det rum de havde sammen. Det bliver bare aldrig det samme når jeget kun er en af de to grundpiller i venskabet.
Ikke engang selvom jeget køber 12 kg af "deres" the for at lade som om at duet stadig er der til at drikke sine tre kander the om dagen. Ensomheden er til stede gennem hele romanen - ikke kun efter at duet er væk . Det er som om at det de delte netop var ensomheden.
”Selv har jeg ingen kontakt, slet ikke med mig selv. Mine tanker er skovlede og mosgrønne, kun mine bryster er til at forstå, som de hænger dér, midt på kroppen, og ligner triste serpentiner efter en fest, der for længst er forbi.”
Alle dage tilbage handler også om ret så meget andet end det triste.
Der er til tider en bidende sarkasme i samtalerne mellem de to kvinder, der ikke er møntet på hinanden men på verden og på samfundet - heriblandt kvotekonger, kræft, oste som enten er for tørre eller for våde og andet af den slags utøj.
Der er desuden en tydelig humor tilstede i bogen. Den kommer blandt andet til udtryk i den selvironi som begge kvinder besider på hver deres måde.
Der er til tider en bidende sarkasme i samtalerne mellem de to kvinder, der ikke er møntet på hinanden men på verden og på samfundet - heriblandt kvotekonger, kræft, oste som enten er for tørre eller for våde og andet af den slags utøj.
Der er desuden en tydelig humor tilstede i bogen. Den kommer blandt andet til udtryk i den selvironi som begge kvinder besider på hver deres måde.
Jeg genkender en del af stemningen og tonen fra Louises tidligere forfatterskab.
Selvom fortælleren tydeligt er blevet ældre er der stadig den samme fine sårbarhed tilstede både i sproget og karakterene.
Det er den resonans der gør at hendes romaner er af den type, man samler op igen og igen. Det gælder bestemt også denne.
Selvom fortælleren tydeligt er blevet ældre er der stadig den samme fine sårbarhed tilstede både i sproget og karakterene.
Det er den resonans der gør at hendes romaner er af den type, man samler op igen og igen. Det gælder bestemt også denne.
De relativt korte tekster skal nydes som fine stykker chokolade fra en flot dekoreret æske - ikke bare kastes ned i svælget. Hvis man ikke giver teksterne tid til at bundfælde sig går man glip af mange fine små detaljer, som man ellers hurtigt kan komme til at læse henover.
Jeg slugte romanen, først siddende kæderygende på min altan, og på omkring en time -
men vendte derefter tilbage og læste den forfra et par dage efter. For for alvor at få alle detaljerne ind under huden.
Det er i min optik den bedste måde at tage den skrøbelige og på samme tid barske skønhed som hendes tekster bære med sig ind.
Som i eksemplet herunder hvor jeget skræmmer et firben så eftertrykkeligt at det taber halen, bare ved at række hånden frem mod det. Ensomheden og skammen nærmest løber ned af siderne:
Jeg slugte romanen, først siddende kæderygende på min altan, og på omkring en time -
men vendte derefter tilbage og læste den forfra et par dage efter. For for alvor at få alle detaljerne ind under huden.
Det er i min optik den bedste måde at tage den skrøbelige og på samme tid barske skønhed som hendes tekster bære med sig ind.
Som i eksemplet herunder hvor jeget skræmmer et firben så eftertrykkeligt at det taber halen, bare ved at række hånden frem mod det. Ensomheden og skammen nærmest løber ned af siderne:
”Tilbage på terrassen ligger den tabte hale, og de næste mange år gør jeg mig umage for ikke at række hænderne ud mod hverken dyr eller mennesker”.
Det er altid en fornøjelse at følge et forfatterskab hvor forfatteren virkelig udvikler sig fra bog til bog. Det er bestemt tilfældet med Louise Juhl Dalsgaard. Hun mestrer den svære dans at udvikle sig uden samtidig at miste sit personlig præg og kendetegn.
Særligt sprogligt, er hun en forfatter der virkelig har noget at byde på litterært - med sine små sandheds one-linere og sine krøllede observationer, af en verden hun tilsyneladende ikke helt føler sig som en del af.
Særligt sprogligt, er hun en forfatter der virkelig har noget at byde på litterært - med sine små sandheds one-linere og sine krøllede observationer, af en verden hun tilsyneladende ikke helt føler sig som en del af.
Alle dage tilbage dykker dybt ned i relationer og sorgprocessen efter et tab og lader den udfolde sig for øjnene af læseren. Bogen har en anden modenhed over sig end sin forgænger, men er stadig fyldt med de finurlige sætninger og fine tankespind som jeg forbinder så meget med Louise Juhl Dalgaards forfatterskab.
Stilen er ordknap og til tider rablende - men bidende præcis. Der males billeder som er så insisterende at man slet ikke kan undgå at tage dem ind og bære dem i sig, også længe efter at man har vendt den sidste side.
En klokke klar anbefaling herfra, hvis du er til spændende originalt sprog og bøger der godt tør at stikke ud fra mængden. Stilen er ordknap og til tider rablende - men bidende præcis. Der males billeder som er så insisterende at man slet ikke kan undgå at tage dem ind og bære dem i sig, også længe efter at man har vendt den sidste side.
Hvis du skulle have lyst til at læse min anmeldelse af forfatterens tidligere roman Det Dér og Dét Der kan den findes ved at klikke på dette link: http://enbibliofilsbekendelser.blogspot.com/2018/08/det-der-og-det-der-af-louise-juhl.html
God Læselyst.
Sif Orall Friis Scherrebeck
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser
Kommentarer
Send en kommentar