Det dér og dét der af Louise Juhl Dalsgaard







Titel: Det dér og dét der
Forfatter: Louise Juhl Dalsgaard
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 173
Forlag: EC EDITION




Jeg læste denne bog første gang i efterårsferien 2017. Jeg havde gået og gemt på den, til et tidspunkt hvor jeg virkelig havde tid til at fordybe mig.
Den blev slugt på få timer på sofaen i et sommerhus på Langeland, og den rå natur udenfor vinduerne, tæt ved Dovnsklint om efteråret passede perfekt til bogens stemning.
Forfatteren har et særegent sprog som sætter sig i en, lang tid efter man har lagt bogen fra sig.
Det er for mig en vigtig ting ved bøger; at det føles som om de vil mig noget.
Det formår Louise Juhl Dalsgaard at opfylde. 
En anden finurlighed ved bogen er dens evne til at afsløre nye detaljer, hver gang man læser den. Som om ens øjne hver gang skraber endnu et lag tyndt pargement af bogsiderne, så lidt mere af teksten kommer frem.

Bogen er opdelt i 8 kapitler, der yderligere er inddelt i tre typer tekster: de korte på et sted mellem 3 og 15 linjer og de længere som kan fylde op til et par sider.
Den tredje typer tekster er lidt anderledes; de er journalnotater taget direkte ud af en psykiatrisk journal.
Det er fedt at man kan se at det er en ægte journal, der ikke er rettet i, så der stadig er slåfejl og så videre. Det giver notaterne en autentiset der klæder værket.

Jeg syntes dog ikke at de 8 kapitelinddelinger gør så meget godt for bogen.
De skaber et brud i et ellers dynamisk flow, og jeg føler mig revet en smule ud af fortællingen hver gang. Det synes jeg er overflødigt og ærgerligt.
Jeg synes til gengæld det giver bogen en stærk dynamik at teksternes længde er svingende, da det bliver overskueligt og fjerner fokus meget fra opsætningen og mere over på indholdet.
Da tekstlængden ikke er dikteret af at kapitlerne for eksempel er 20 sider fra top til bund, føles opsætningen mere legende og giver forfatteren plads til at fortælle præcis det hun vil, uagtet hvor kort eller lang teksten kommer til at blive.

Bogens omdrejningspunkt er en ung kvinde der går igennem et langt sygdomsforløb, fyldt med usikkerhed, mistro og ønsket om at blive taget op og holdt om.
Vi følger hende fra de tidlige voksen år, lige efter at hun har fuldført gymnasiet, gennem frustrationen over det tomrum hun føler sig efterladt i sommeren efter hendes dimission. Behovet for at udfylde det tomrum får hende til at tage en skæbnesvanger beslutning, der påvirker hendes fremtid langt op i voksen årene, måske forevigt.

Den tekst der indleder romanen synes jeg beskriver stemingen igennem bogen ret godt:

"Jeg betror mine hemmeligheder til en sten, så graver jeg den ned, langt væk, jeg er bange for at den taler over sig."

Forestil jeg et liv hvor man er så usikker på sig selv og sin omverden, at man ikke engang føler at man kan stole på at en sten. Det må være en skræmmende følelse.

Der bliver beskrevet en masse hverdags situationer bogen igennem, og her brænder Louise Juhl Dalsgaards sprog sig virkelig fast.
Hun skriver med en lethed om hjerteknusende følelser og situationer, der får ordene til at ramme en lige i den bløde del af torsoen. Samtidig har hun en skæv tilgang til sprog der gør bogen en fornøjelse at læse, og faktisk også overraskende humoristisk.
Man føler sig ført igennem historien med en kærlig hånd i sin, og får fornemmelsen af at man kan gå i alle retninger i teksten, men at det nu bare er den her vej man har valgt.

Man rammes hurtigt af hvor reflekteret jeg personen er selv som helt ung pige.
Jeg græder med hende når hendes oprigtige nysgerrighed bliver affejet som trodsighed eller opsættelighed.
Det mærkes hvor desperat jeget er for at finde mening og system i verdenen og reaktionerne fra menneskerne omkring hende. Den famlende spørgsmålsrække der til tider indtræffer virker oprigtig, omend til tider en smule naiv.

Afslutningsvis har jeg kun at sige at det er en bog der fortjener at blive læst. Specielt i disse dage hvor vi med lynets hast prøver at nedbryde tabuer. Det kan denne bog forhåbentlig være med til, og sikkert også fremtidige udgivelser fra Louise Juhl Dalsgaard´s hånd.
Jeg ser frem til kommende værker fra hendes side.

Sif Friis Scherrebeck.

Kommentarer

Populære opslag