Kære Zoe Ukhona af Pelle Hvenegaard

Titel: KÆRE ZOE UKHONA

Forfatter: Pelle Hvenegaard

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 294

Forlag: Peoples´s Press / Chri Chri JOURNAL


Jeg må indrømme, at jeg gik til denne bog med lige dele skepsis og nysgerrighed - men hvor er jeg glad for at nysgerrigheden vandt.
Før jeg læste den, kendte jeg kun Pelle Hvenegaard som den overgearede ungkarl, der slyngede om sig med sleskheder og slet skjulte hentydninger i Dagens Mand på TV2.
Hold da op hvor ændrede læsningen af bogen på det indtryk, og jeg må sige det klæder ham at komme ned på jorden og vise ægte følelser i stedet for platte jokes.
Han fortæller blandt andet om, hvordan en skeptisk blinddate blev vendt til kærlighed ved første blik ved hjælp af en gammel fiskerjolle med tyrkis kant, et par festivalstole og en jammerlig lilla termokande. 

Bogen er bestemt ikke nogen sproglig åbenbaring; men den er ærlig og nærværende og det syntes jeg gør op for det, den måske mangler i spændende sproglige krumspring.
Frem for alt er det en bog der bringer følelser frem i én - både latter og sorg.
Jeg måtte flere gange synke en stor klump - før jeg læste videre.
Jeg har ellers ikke let til tårer, men jeg berøres flere steder af Pelle og Carolines smerte og desperation.
Følelserne bliver faktisk så nærværende at jeg undervejs i korte stunder glemmer, at jeg jo faktisk godt ved hvordan bogen ender.
Bogen handler om rejsen mod, og kampen for at få et barn.
Den berører blandt andet frygten for måske ikke, at kunne få den drøm opfyldt, men man ved jo som sagt allerede hvordan kampen ender, for bogen er hele vejen igennem henvendt til deres datter. Derfor læste jeg heller ikke på samme måde efter at nå slutningen, forløsningen, fordi jeg vidste at det endte godt.
Det gav mig ro til at dvæle ved detaljerne i historien, og de små skønne øjebliks beskrivelser. 

Jeg tror på Pelle, og på at dét han skriver, er dét der skete.
Specielt fordi han også skriver om de ting der måske ikke sætter ham og Caroline i det mest flatterende lys.  
Et eksempel på det er, da de kommer til den del af processen, hvor de skal udfylde et skema med hvilke handicaps de kan acceptere ved deres kommende barn. 
I den situation viser Pelle at bogen er basseret på ærlighed frem for alt.
Det har jeg stor respekt for! 


Carolines standhaftige kamp for at holde sig oppe og kæmpe videre, selv efter nederlag på nederlag fortjener næsten en hel bog for sig selv. Det er beskrevet så stærkt og empatisk som kun en mand, der vil gå i døden for sin kone kan skrive det.
Det sætter virkelig gang i mine tårer da jeg læser om hendes sorg over, ikke at kunne give Pelle det barn de begge så brændende ønsker sig, og hendes overvejelser om at sætte ham fri. Det får mig virkelig til at tænke på hvor godt det var at de har hinanden, tænk hvor hårdt det må være at gå igennem det alene. 

Der er en del rejseafsnit i bogen, som for mig giver et billede af hvem de er som par. 
Ikke mindst på grund af de tanker de gør sig omkring livet med børn og kampen for at få dem.
Det kolliderer dog lidt med det forhold, at Pelle beskriver i forordet, at en stor del af bogens formål er at skabe litteratur som andre i samme situation kan spejle sig i. 
Jeg betvivler stærkt at hovedparten af par som adopterer eller modtager fertilitetsbehandling har råd til at rejse verden rundt imens. 
Der er ikke noget galt i at skrive om rejserne, men at sige at andre adoptivpar kan spejle sig i det, vil nok være en tilnærmelse.
Den smukkeste scene i bogen ligger helt klart i et af rejseafsnittene.
Pelle og Caroline står på toppen af Kilimanjaro nytårsnat og har egentlig planlagt at de skal råbe til deres barn fra toppen af Afrika - men de ender med at må hviske det, fordi turen derop har været så udmattende. 

Jeg kunne godt have ønsket mig et mere dybdegående indblik i den sidste del af tiden op til adoptionen. De sidste kapitler virker lidt forhastede.
Det er en skam når bogen andre steder er lige i skabet - skarp og kontant. 

Det var forfriskende at møde Pelle fra en anden og mere sårbar vinkel. Bogen gjorde min skepsis til skamme. Den er ærlig og dybfølt. Jeg tror den kan give meget til forældre, der er på vej igennem samme process, Både i forhold til fertilitetsbehandling og adoption.
Bogen gav ihvertfald mig et unikt indblik i den kamp, det for nogen desværre er, at få et barn. 

At bogen er skrevet til Zoe Ukhona, er en virkelig fin detalje. Som læser efterlades jeg med et håb om at hun, når hun bliver voksen, selv vil skrive sin historie. Den ville jeg ihvertfald helt sikkert gerne læse. 

For mig er der ingen tvivl om at Caroline og Pelle vil give deres datter det bedste børneliv, noget barn kan drømme om. Jeg ønsker den lille familie al held og lykke fremover og krydser i mit stille sind fingre for en fortsættelse.

Sif Friis Scherrebeck.