HHV, FRSHWN Dødsknaldet i Amazonas

Titel: HHV. FRSHWN, dødsknaldet i Amazonas
Forfatter: Hanne Højgaard Viemose
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 282
Forlag: Gyldendal
Bagsidetekst: Egentlig var dette historien om den unge antropologistuderende Anita, som rejste ind i Perus Amazonjungle for at undersøge, hvordan de indfødte folk navigerede i en civilisation, der kom tromlende med alkohol, turisme, kviksølv og bevæbnede tømmerbander. Og det var historien om, hvordan hun kom ud af junglen igen med kroppen i opløsning og dæmonerne væltende efter sig.
Det var den historie, forfatteren ville skrive. Hanne Højgaard Viemose, født 1977 i Frshwn. 
Men så skete der alt muligt. Anita nægter at stå alene med sin historie, den bliver fedtet ind i HHV’s eget liv: Hendes eksmand blir psykotisk, stalkeren Henning ligger en dag og venter på hende i hendes seng, hun forelsker sig i en ældre, gift mand, virkeligheden flimrer, psyken skranter, børnene får lus og skændes og skråler en sang til enhver lejlighed, og selv stikker hun hele tiden af ud i den islandske ødemark, hvor gale og ulykkelige mennesker, fugle, vulkaner og spøgelser kæmper om hendes opmærksomhed.HHV, Frshwn er en beskidt, humoristisk og desperat roman om at være kvinde, mor, menneske, abe og en arrig heks, der er faldet af sin kost og ligger på jorden med en blodtud og hyler, mens livet styrter afsted som en flok vilde islandske heste.

Hvis man som jeg har læst Hanne Højgaard Viemoses tidligere forfatterskab bliver man trukket direkte tilbage ind i hendes velkendte udflippede prosa, og får følelsen af at vende hjem.

HHV, FRSHWN er forfatterens tredje roman, og som i de to forgængere 
(Hannah 2011, Mado 2015) er stilen på en gang rå og humoristisk. 

Prosaen vælter ud af knaphullerne i kalejdoskopiske kaskader af islandsk natur, børn, regnskov og barndomsminder.
Det kan måske virke uoverskueligt, men som læser blafrer man som et signalflag med prosaens luner. Jeg gjorde i hvert fald, og jeg nød rejsen og de pludselige skift, lige så meget som jeg gjorde i de to forgængere. 

Jeg elsker kontrasten mellem det hysteriske, det alvorlige og det humoristiske der tit forekommer nærmest inden for samme linje. 

Jeg skraldgriner med jeget når der dukker tekststykker op som dette:

"EFTERLYSNING: Hannah, delvist opdigtet romanfigur, er stukket af fra sin forfatter. Hun forcerede kl. 9.39 her til formiddag et rækværk på rygeperronen på Bispebjerg hospital og forsvandt i løb mellem hospitalsbygningerne med retning mod Tagensvej. Forfatteren udtrykker bekymring og vil gerne i kontakt med sin figur, hun anser det for sandsynligt at Hannah vil forsøge at stikke af til udlandet på hendes pas."

Det samme gælder når det troskyldige børnekor bestående af Björn og Dagur vælter ind på scenen. Der er noget rigtigt i sætningen: Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, det beviser børnekoret til fulde i HHV. FRSHWN.
Børnene får lov til at stille de spørgsmål vi alle inderste inde helst vil stille, uden omsvøb eller blufærdighed – og for mig virker det.

Hanne Højgaard Viemose holder læseren på tæerne gennem hele romanen.
Hver gang jeg tror at nu ved jeg hvordan den ender, skifter historien retning med en fuldstændig uventet drejning.

Æstetisk er bogen indbydende uden at være prangende.
Den enkle forside med den kryptiske titel giver mig lyst til at samle den op og kigge nærmere på den. Bogen er generelt gennemført i sit udtryk og budskab, helt ned til forfatterbeskrivelsen på venstre inderflap, som i stil med resten af bogen er humoristisk og særegen.

Denne bog vil jeg anbefale til alle der er træt af tilbageholdende selvhøjtidelig litteratur, elsker en god historie og som gerne vil udfordres litterært på flere planer.

 God Læselyst. 

Sif Friis Scherrebeck 

Instagram: enbibliofilsbekendelser 
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser