Kommunebarn af Laura Helena Pimentel da Silva

Titel: Kommunebarn
Forfatter: Laura Helena Pimentel da Silva 
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 319
Forlag: Dreamlitt
Bagsidetekst: I 1995 stiger tre børn og en mor forvirrede ud af en flyvemaskine i Københavns Lufthavn. Laura er den yngste og klamrer sig til sin mor. De er rejst hele vejen fra slummen i Brasilien, fordi moren skal giftes med en dansk mand. Et forhold, der får livslange konsekvenser for børnene.

Om morgenen hyler jeg som en ulykkelig dyreunge, når Mama og mine søskende siger farvel i hoveddøren og efterlader mig tilbage i lejligheden sammen med ham. „I må ikke gå fra mig!“ trygler jeg … Jeg hader hende for det. Ved hun slet ikke, hvad det er, han gør ved mig? Kommunebarn er en selvbiografi om massivt svigt. Om at lande i en anden kultur, om overgreb, anbringelse og oprejsning.

Da jeg startede på at læse denne bog var det med blandede følelser.
Jeg har selv været anbragt uden for hjemmet, og var derfor meget spændt på om den kunne give mig noget at spejle mig i - men jeg frygtede også genkendelsen.
Det er på en måde lettere at bilde sig ind at det kun er en selv der er blevet svigtet så massivt i systemet; selvom man inderst inde godt ved at det er langt fra tilfældet.
Vi er masser af børn derude der har måttet råbe alt for højt alt for længe for at forsøge at få et system, der udelukkende ser os som endnu et nummer i rækken, til at lytte.   

Startcitatet slår med det samme tonen i bogen an: 

"The children who need love the most, will always ask for it in the most unloving ways." - Russel Barkley.

Sproget vokser tydeligt i takt med at hovedpersonen bliver ældre.
I starten er det en anelse kluntet og staccato-præget, men jo ældre jeget bliver jo mere velformuleret bliver bogen også. Det synes jeg giver en god effekt. Det minder mig som læser om hovedpersonens udvikling på en subtil måde.
Jeg sad med metalsmag i munden og knugen i maven gennem store dele af bogen - og måtte lægge den fra mig flere gange end jeg egentlig havde lyst til, simpelthen for at have tid til at bearbejde den voldsomme historie.
Beskrivelserne er nøgterne, grænsende til kliniske i lange passager i bogen - hvilket får desperationen og svigtet til at stå endnu tydeligere frem, fordi der ikke hele tiden kører et overdramatiserende spor der mudrer det hele til.
Laura Helena er god til at udelade unødigt udpenslende beskrivelser af eksempelvis de overgreb og krænkelser hun er blevet udsat for.
Jeg er på intet tidspunkt i tvivl om hvad der foregår i de ordknappe overgrebs beskrivelser. Det er efter min mening en kvalitet når forfatteren stoler på sine læseres evne til at lægge to og to sammen. 

Et sted hvor jeg desværre følte mig lidt koblet af, var i forhold til tidslinjen, den kunne godt have været skarpere optegnet.
I en fortælling som denne er alder for mig en vigtig faktor, og det er ærgerligt at en ellers modigt fortalt historie mangler en så basal angivelse.
Allerede i første kapitel spiller det ind da de seksuelleovergreb på Havtornvej beskrives:  

"Hvis jeg ikke gør modstand, så holder han mig ikke hårdt for munden. Det er svært ikke at græde og vride sig. Så sommetider presser han håndfladen hårdt mod mine læber. Jeg er få år gammel."

Der ville egentlig ikke skulle mere til end en aldersangivelse øverst på første side af hvert kapitel, men det er ikke desto mindre forstyrrende, særligt efter at det bliver nævnt at Laura rent faktisk er ældre end hvad hendes Cpr. Nr. giver udtryk for.

Laura Helena har nogle virkelig fine refleksioner både i forhold til hvad det vil sige at være anbragt, men også omkring familie og relationer generelt.
De fleste af dem er meget genkendelige for mig, eksempelvis paradokset i at de ting der bliver skrevet i ens kommunale papirer automatisk bliver til fakta - også når det ikke er hele sandheden eller faktisk er lodret løgn. 
Mange af Lauras reaktioner på krænkelserne bliver systematisk afvist som enten ønsketænkning (hvor sygt det end lyder!) eller som direkte løgnehistorier for at få opmærksomhed.
Det er nok det der rammer mig hårdest i denne bog; alle de gange misbruget kunne være blevet stoppet men ikke blev det, fordi voksne og fagpersoner omkring hende ikke lyttede og i stedet lod stå til.
Jeg kommer ikke selv fra en familie præget af misbrug, men har været anbragt med en del der kom fra et sådan miljø. Konflikterne som Laura har med sin mor og søskende lyder meget som dem jeg var vidne til i den forbindelse.
De refleksioner Laura har i forhold til de relationer giver mig et interessant indblik i misbrugsproblematikken som jeg synes er væsentligt for forståelsen af Lauras situation.

Der er i bogen vedlagt sagsakter i forbindelse med den ene sag, hvilket jeg synes er en god detalje da det klart styrker fortællingens troværdighed.
Jeg kunne dog godt have ønsket, at der havde været flere bilag undervejs i bogen, da de er med til at danne overblik og cementerer hvor komplicerede sådanne sager kan være.
Det samme gælder billederne i bogen.
Det ville have haft en god effekt med løbende billeder af hvordan Laura udvikler sig og evt. billeder af de omgivelser hun opholder sig i. 

Mit håb for denne bog er at systemet får øjnene op for den, og vælger at trække på det indblik den giver i en anbragt piges liv, så de forhåbentligt kan blive bedre til at målrette deres tilbud til det enkelte barn.
Alle med en interesse for samfund, eller livs-skæbner vil helt sikkert kunne få noget ud af at læse Laura Helenas vidnesbyrd, uagtet om det er på et professionelt plan eller af personlig interesse. 

Det er ikke en bog man læser og glemmer så snart den er lukket.
Den emmer af sorg og uforløst smerte der rammer en som en dobbeltdækkerbus.
Jeg anbefaler at have lommetørklæder inden for rækkevidde, for hver gang man tror at nu kan det da ikke blive værre, så er det netop hvad der sker. 

Tak til Laura Helena Pimentel da Silva for hendes vigtige vidnesbyrd. 

 God Læselyst. 

Sif Friis Scherrebeck 

Instagram: enbibliofilsbekendelser 
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser