Faderen - Et Opgør af Niklas Frank

Foto: Michelle Melissa Jakobsen

Titel: Faderen - Et Opgør
Forfatter: Niklas Frank
oversætter: Camilla Engkjær Laursen 
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 343
Forlag: Silkefyret
Bagsidetekst: I 1946 blev topnazisten Hans Frank, generalguvernør i Polen, dømt til døden ved Nürnbergdomstolen. Kort efter blev han hængt af de allierede for sine krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blandt andet indebar en central rolle i tvangsdeportationerne i Polen.
I det autobiografiske værk Faderen – Et opgør hidkalder Franks voksne søn Niklas sin far fra “Helvedes dyb”. Det gør han med det ene mål for øje at føre faderen gennem endnu en domsproces, hvor sønnen spiller rollen som anklager, dommer og bøddel. Faderen – Et opgør er en bog om et bittert, brændende og skamfuldt faderhad; den er et litterært fadermord af dimensioner, men handler samtidig også om en håbløs søgen efter den ene lille gerning, der kan vende hadet til kærlighed.

Omslaget på bogen er stærkt, og det sorte blanke tryk, på matsort baggrund er et modigt valg. Som det efterhånden er et kendetegn for Silkefyrets udgivelser er der gjort mange tanker om grafikken og layoutet - og det har virkelig båret frugt denne gang.
Den dystre krakelerende forside, sætter stemningen for de kaskader af had og foragt som bogen indeholder. 
Det er forfriskende med en 2. Verdenskrigsbog med en æstetisk flot forside i steder for de klassiske hagekors og pigtrådsforsider, der typisk pryder dén slags litteratur. 
Jeg synes dog, i samme åndedrag, at det er synd og skam at man har valgt at fjerne billedmaterialet fra bogen.
Det fjerner en del af autentiteten, bevidstheden om og beviset for at det faktisk er en virkelig krigsforbryder Niklas raser imod. I dette tilfælde ville jeg ønske, at forlaget havde været mere tro mod hvad bogen faktisk er - et stykke af krigens vidnesbyrd. Der udfolder en sjælden vinkel på 2. verdenskrig: efterkommernes skam, og den grådighed og udnyttelse som mange højtstående nazister praktiserede både under og umiddelbart efter krigen. 
Særligt dødsbilledet der refereres til i første kapitel synes jeg mangler, da det har en væsentlig rolle i fortællingen. 

”Dit foto ligger foran mig. Du hviler i døden, men fremstår stadig levende, da du ligger på tæppet med knækket nakke, øjnene lukkede, munden halvt åben, de fyldige læber måske en anelse for blege - bed du dig i læben ved det frie fald under den sorte hætte?Dine hænder er pæne, fingeren så lang, at man ser den danse mazurka, spille etuder og så graciøs i sin holdning, som havde du kaldt en tjener i din retning, efter faldlemmen åbnede sig.Desuden ved jeg, at du var bundet, da du døde, hænderne på ryggen, også anklerne, tøjet, som du dinglede livet ud i, klæder dig - eller trak man dig først ned bagefter for at vaske blodet af dine læber, fordi du havde banket hagen imod kanten på vej nedad? En skam, eftersom du jo derved ville være gået ud med et lys.Jeg synes, at du havde fortjent at opleve rykket fra den sidste centimeter reb ved fuld bevidsthed. Ja, jeg giver dig ret, den amerikanske bøddel, Woods, han var en elendig bøddel. Uden sans for detaljer, såsom det rigtige mål til faldlemmen”

Sjældent er jeg stødt på en bog som handler så meget om æg, uden rent faktisk at handle om æg overhovedet - æggene virker som et omkvæd gennem bogen. Niklas´ fokusering på de kalkede æg når et næsten sygeligt niveau. Fokuseringen giver dog på den anden side mening på flere planer - blandt andet fordi faderen øjensynligt skulle have skaffet æggene fordi han (Niklas) havde brug for dem.
Niklas bliver altså på den måde direkte indblandet i det store magtmisbrug hans far praktiserer og Niklas så tydeligt foragter. 

Niklas er vred og kværulerende, men også sårbar uden det måske er med vilje.
Det modsatte af kærlighed er jo som bekendt ikke had men ligegyldighed, og Niklas har om noget - skrevet en særdeles vred og hadefuld bog. Han raser som et flammehav og vreden fortærer faderens dårlige undskyldninger og løgne på sin vej. På trods af at hele bogen er én lang enetale mangler man ikke svarene undervejs. Jeg bider faktisk ikke mærke i at svarene ikke er der. Jeg kan sagtens mærke den dybfølte frustration som Niklas er fyldt med.
Den kommer til udtryk i sproget og den snublende fart i beskyldningerne der uden nåde bliver slynget mod den døde far. Jeg tror på når Niklas siger, at han oprigtigt leder efter én eneste gerning faderen har gjort, uden at det var for egen vindings skyld.  

“Gylden fasans sæd på rigsmoders æg. Hun fik ingen orgasme, da du kom, da jeg blev til.Hun følte ingenting, da du lå ovenpå hende, fed som du var, dengang du avlede mig. Du vidste det ikke, jeg har hørt det fra tante Margot. "Hvad mænd dog ser i den slags!" undrede mor sig. Hun fødte igen og igen — var du altid faderen? - hun bragte mig til dig, rigsministeren uden portefølje, formanden for Akademiet for Tysk Ret, Polens generalguvernør, i dag samtidshistoriens blodige fodnote, heldigvis hængt, brændt og spredt i Konwentzbach ved Solin, München; din aske gået til grunde sammen med Görings, Streichers og Ribbentrops, med Jodls og Kaltenbrunners, med Fricks, Keitels, Seyß-Inquarts, med Sauckels og Rosenbergs - en ækel bryg, dit vandopløselige naziskidt.”

Bogen er på mange måder Niklas´ private rettergang mod sin far. Et monoment over alle de fejl faderen har begået og alt den smerte og ondskab han har spredt. Det er nemlig ikke kun Hans Franks offentlige uhyrligheder Niklas udstiller i denne bog, men også faderens affærer og grådighed. Hele bogen er direkte henvendt til faderen, hvilket fungerer rigtig godt og gør bogen nærværende og vedkommende. 
Visse steder driver fortællingen af sarkasme og en subtil humor. Niklas fremstår reflekteret og nøgtern, men kan selvfølgelig ikke siges at være upartisk i fremstillingen. 

“Ja, bask du bare rasende med armene i din boblende kedel i Helvede, jeg ser dit fede ansigt, det er som en zombie, røde blærer brister på din hud, dit gebis er blottet, de gule tænder slipper den blårøde tunge fri, dine øjne har mistet deres låg, de ruller blodigt i hulerne og der er nærmest ikke noget, der holder dem fra at trille ud, dertil presser der sig en vred brummen ud af dit benede, forbrændte, rå brystkød, imens dine arme, der engang holdt om mor, rører i det kogende vand, slår vandets tone, lyden fra dit blæsende bryst trænger ind i min hjerne, og i aften strækker jeg mig i min seng, veltilpas som altid efter jeg har lukket dig ud af mig selv, og jeg tænker befriet: ‘I dag er endnu et svært slag blevet kæmpet imod far’.”

Sproget i bogen er tidstypisk, direkte og bestemt ikke bornert. Oversættelsen er tekstnær og tro mod originalteksten. I første udgave er der en del slåfejl og en anelse mangel på korrektur. Dette er der dog stort set rettet op på i anden udgave. 

Niklas bog er en interessant ny side af krigens efterdønninger, særligt når man ser på hvordan bogen blev modtaget i Tyskland, da den oprindeligt udkom i 1987 - altså over 40 år efter krigens afslutning. 

Jeg kan på det varmeste anbefale denne smukke bog, til alle der har den mindste interesse i nazismen eller 2. verdenskrig generelt. Du vil helt sikkert finde ud af ting du ikke vidste, og ting du ikke er sikker på om du faktisk vil vide. 
Alt i alt synes jeg bogen er meget vellykket og håber bestemt på at Silkefyret vil følge op på Faderen - Et Opgør ved også at oversætte Niklas Franks to andre bøger om henholdsvis moderen og broderen. 

God Læselyst. 

Sif Friis Scherrebeck 

Instagram: https://www.instagram.com/enbibliofilsbekendelser/
Facebook: https://www.facebook.com/enbibliofilsbekendelser

PS. Jeg deltog sidste år i to arrangementer omkring bogen og det at være efterkommer til topnazister. Anmeldelsen af disse arrangementer kan du læse her: http://enbibliofilsbekendelser.blogspot.com/2018/07/en-weekend-i-niklas-franks-tegn.html
De var et fint supplement og jeg vil klart anbefale at se dokumentaren What Or Fathers Did hvor Niklas også deltager.